Lokalradioerne i Brønderslev

BORDTENNIS

06-06-2017

Fornem sæson af ungdomsspillerne i BI

Den måske mest succesfulde sæson nogensinde for ungdomsafdelingen i BI bordtennis blev afsluttet på værdig vis.

Sæsonens sidste stævne, Danish International, der blev spillet i pinsen havde deltagelse af BI-spillerne Bjarke Krog og Jacob Laursen.

Bjarke Krog sluttede på podiet med en andenplads i holdturneringen efter finalenederlag til det danske landshold.

Bjarke Krog dannede hold med vennen og den evige rival Marius Dam fra Viby.

De to vandt lørdag den indledende pulje. Mellempuljen gik de også ubesejret igennem og semifinalen blev vundet med sikre 3-0.

I finalen måtte de to dog strække gevær. I søndagens singleturnering vandt Bjarke sin pulje, men løb i første cup-kamp ind i den senere vinder, der overraskende havde tabt en kamp i sin pulje.

BIs anden deltager Jacob Laursen dannede hold med Mads Zacho fra Rønde.

De havde en hård start på holdturneringen, men spillede sig mandag op og sluttede på et samlet 8. plads.

I Singleturneringen endte Jacob efter en hård indledende pulje i slutspillet om pladserne 13-24. Her gjorde Jacob rent bord ved på imponerende vi at vinde samtlige kampe 3-0 i sæt.  

- På den måde blev det en fornem afslutning på en sæson, der måske har været den bedste nogensinde for ungdomsafdelingen i BI bordtennis.

Både et pigehold og juniorerne kvalificerede sig til slutspillet om DM-medaljer for hold. Flere hold blev jyske mestre.

Til det individuelle jyske mesterskab leverede alle i klubben en så fremragende præstation, at vi blev bedste danske klub.

Til DM hentede vi hele seks medaljer.

Der er kommet en ny gruppe af helt fantastiske ungdomsspillere, der både hygger sig og på sigt har potentiale til noget stort.

Vores dygtige trænere har virkelig noget at arbejde videre med i næste sæson, lyder det stolt fra Thomas Krog, der er formand for BI bordtennis.

- Selv om resultaterne har været helt overvældende, er vi stadig en klub, der også har plads til breddespillerne for hvem, det er vigtigere at hygge sig med det fantastiske spil, end at vinde store pokaler til de store mesterskaber, slutter Thomas Krog.

 

Ultimate Web A/S