Lokalradioerne i Br√łnderslev

DEMENSUGE

08-08-2018

Bibliotekerne er blevet demensvenlige

Alle biblioteker i Brønderslev Kommune er blevet demensvenlige i forbindelse med Alzheimerforeningens kampagne, som Brønderslev Kommune er en del af.

Demensvenner er et landsdækkende initiativ skabt af Alzheimerforeningen og kampagnen bygger på frivillighed og de gode fortællinger om livet med demens og viden om demens.


”Alle medarbejdere på Brønderslev Bibliotek er nu demens-venlige og dermed i stand til bedre at forstå og spotte de brugere, der er ramt af demens.”, udtaler bibliotekschef Bente Kristoffersen.
”Vi er et folkebibliotek for alle, og vi ønsker at være med til at hjælpe demente borgere, så de stadig kan bevare den dagligdag, de har haft tidligere, hvor de også var vant til at komme på biblioteket.
Som pårørende skal man også kunne stole på, at personalet har viden om demens og tager hånd om den demente.”

 

En Demensven er en person, der har sagt ja til at få mere viden om demens og rækker hånden frem, hvis han/hun møder et menneske med demens.
Det handler først og fremmest om at sætte sig ind i demens og gøre livet lettere for den demente.
Alt for mange mennesker kender intet til demens og det leder til tabu og misforståelser, hvilket gør det sværere at leve et godt liv med demens.

Alle kan tilmelde sig som Demensven og bære det lilla hjerte, som alle Demensvenner får gratis.
Sådan kan du være med til at bryde tabuet og skabe et mere demensvenligt Danmark.

 

I uge 36 er der fokus på demens både digitalt og fysisk på bibliotekerne.

Der er således rig mulighed for at blive klogere på demens, ligesom der er inspiration til læsning om hvordan det er at leve med demens og være pårørende.
Kig forbi dit lokale bibliotek i temaugen fra den 3. til den 7. september og følg også Alzheimerforeningen der i samarbejde med TV2 har fokus på demens gennem forskellige programmer og indslag.
Se også facebooksiden www.facebook.com/demensven/

 

Som en del af Demensugen er der mulighed for at deltage i et musikarrangement ligesom en læge og en pårørende fortæller om demens, begge arrangeret i samarbejde med Brønderslev Kommune.

 

Syng og spil dig glad – med musikterapeut Søren Vester Hald

Kom og vær’ med til en hyggelig eftermiddag med sang og musik.

Alle kan deltage og musikterapeut Søren Vester Hald sørger for alle kan være med.

Hvis du spiller et instrument, er du meget velkommen til at tage det med.

Der serveres en lille forfriskning undervejs.

 

Salen, Brønderslev Bibliotek
Onsdag 5. september kl. 14:00-15.30.

Tilmelding ikke nødvendig - bare mød op.
Det er gratis at deltage.

 

 

Demens – set fra en læges og en pårørendes synspunkt

Hvad er demens egentlig og hvordan påvirker det både den sygdomsramte og de pårørende?

 

Det vil læge Helle Nygaard og pårørende Eddy Maarup fortælle om.

Helle fortæller helt konkret, hvad demens er, hjernens påvirkning, symptomer, behandling og lægens rolle i forløbet.

Derefter fortæller Eddy om forløbet efter hans kone fik konstateret demens.

Han fortæller åbent og ærligt om processen og hverdagen med demens tæt inde på livet.

Der er plads til spørgsmål fra publikum efter foredraget.

 

Hjallerup Bibliotek
Torsdag 6. september kl. 15-16.30

Det er gratis at være med og kræver ingen tilmelding.

 

Ultimate Web A/S