Lokalradioerne i Brønderslev

BIBLIOTEKET DÆKKER OP

21-03-2019

Sæt dig til bords på Brønderslev Bibliotek. 

 

Brønderslev Bibliotek inviterer dig dette forår med til bords i et landsdækkende samarbejde om fællesspisninger, madkultur - og alt det vi deler via vores måltider 

Maden er sjældent det eneste, det handler om, når man sætter sig til bords.

32% af danskerne mener fx at godt selskab er vigtigere end selve maden. 

I ‘Maden mellem os’ kaster DR og Danmarks Biblioteker sig over den madkultur og de sociale koder, som knytter sig til hvem, hvad, hvor og hvordan vi spiser sammen.

Både programmer og DR’s satsninger bliver bragt i spil ude på landets biblioteker - ikke mindst på Brønderslev Bibliotek, hvor foredrag, udstillinger, fællesspisning og et væld af  aktiviteter vil sætte ekstra perspektiv på ‘Maden mellem os’.

På Brønderslev Bibliotek er nogle af de ting du kan opleve i kampagneperioden: 

Besøg af deltagere fra programmet Maddysten, hvor I kan møde familien Rasmussen – søstrene Amalie og Emma samt deres mor Lene, der elsker at lave mad sammen. 

De fortæller om deres passion for mad og om, hvordan det er at lave mad for åben skærm. 
Undervejs serveres der smagsprøver på familien Rasmussens mad. 

 

Det er på Brønderslev Bibliotek torsdag 11. april kl. 19-21 – pris 75 kr.
Fællesspisning på Brønderslev Bibliotek torsdag 25. april kl. 17-20 – pris 50 kr. 

Her kan du deltage alene eller sammen med andre du kender, møde nye mennesker og nyde en aften, hvor samtalen er måltidets vigtigste ingrediens.

Børnearrangementet ”Kreativ med mad” er lørdag 4. maj 2019 kl. 10-12 på Brønderslev Bibliotek, og det er gratis.

Det er en workshop for børn i alderen 3-10 år og deres forældre, og her skal vi være kreative med mad.

Vi skal bl.a. udsmykke æsker med pasta og lave spaghettismykker.

 

********************
Fakta om ”Bibliotekerne dækker bord til hele Danmark”
 
Aftensmad alene

‘Måltidet er en landgangsbro til nye bekendtskaber, fremmede kulturer og overraskende samtaler.

Alligevel er maden, og det den bringer i spil mellem os, noget vi ofte tager for givet’, siger ansvarlig for Bibliotekernes Temasamarbejde, Tina Bang Jakobsen (Aalborg Bibliotekerne). 

‘Som biblioteker er vi til dagligt optaget af at skabe rammerne for mødet og snakken mellem vore gæster.

Derfor er et tema som ‘Maden mellem os’ en oplagt sammenhæng for  biblioteket at afsøge nye rammer for at genopfinde snakken rundt om bordet.’  

Flere steder tilbydes der således fællesspisninger, hvor du kan møde nye mennesker og deltage i uventede samtaler, når du rækker fadet hen over bordet.

For selvom de sociale medier er spækket med billeder af lækre middage og kulinariske kreationer, så siger statistikken at hver fjerde aftensmad er et solomåltid.  
 
Egnsretter og tyrkersvin
Mange af bibliotekets udstillinger og aktiviteter vil desuden spejle de satsninger DR lancerer ifm med ‘Maden mellem os’, hvor både identitet, kultur og tilhørsforhold er på programmet. 

I ‘Smagen af Danmark’ tager Master Fatman  rundt i Danmark og undersøger egnsretter, mens tyrkisk madkultur  får lov at udfordre den danske i ‘Tyrkersvin’. 

 

Ultimate Web A/S