Lokalradioerne i Brønderslev

BETTINA BØCKER KJELDSEN VALGT SOM BORGMESTERKANDIDAT

10-02-2020

Af Bjarne Axelsen (Radio 101,2 FM) 

 

Socialdemokratiet har truffet deres valg 

Bettina Bøcker Kjeldsen valgt som borgmesterkandidat. 

 

De socialdemokratiske partiforeninger i Brønderslev og Dronninglund har valgt deres borgmesterkandidat til Kommunalvalget 2021.

Vinderen blev Bettina Bøcker Kjeldsen, som i første omgang fik over halvdelen af stemmerne, hvilket gør, at partiet ikke skal ud i en anden runde. 

De to andre kandidater var Jette Ramskov og Lars Bisgaard Andreasen. 

Valgdeltagelsen var 63%, hvoraf Bettina Bøcker Kjeldsen fik 51% af stemmerne, mens Lars Bisgaard Andreasen og Jette Ramskov fik hhv. 28 og 21% af stemmerne. 

Steen Christensen udtaler:

I partiorganisationen er vi meget glade for og tilfredse med, at medlemmerne afgjorde valget så markant.

Jeg kan sige, at Socialdemokratiet i Brønderslev kommune har været i gang med en længere valgperiode for at finde frem til vores nye byråds borgmesterkandidat, siger Steen Christensen.

Vi havde æren af at være en del af verdenspræmieren i Danmark i forhold til Socialdemokratiets elektroniske urafstemning, fortsætter partiformanden.

Jeg havde visse betænkeligheder ved at alle medlemmer skulle afgive sin stemme elektronisk, men min tvivl blev gjort til skamme for der var ingen negative udmeldinger fra medlemmerne.

Sammen med valget af vores borgmesterkandidat, har vi også skudt kampen om borgmesterstolen i november måned næste år, slutter partiformand Steen Christensen.

 

Bettina Bøcker Kjeldsen udtaler på sin facebookprofil:

"Endelig blev resultatet offentligt gjort for  partiforeningerne Dronninglund og Brønderslev, hvor jeg blev valgt  som partiets nye spidskandidat for Socialdemokratiet.

Tusind tak for alle jer som har stemt på mig, også stor tak til alle jer, som har stemt.

Jeg er rigtig glad for at det blev afgjort ved første afstemning.

Der venter nu en spændende tid, og jeg håber jeg kan leve op til de mange forventninger."

 

 

 

Ultimate Web A/S