Lokalradioerne i Brønderslev

DR ROMANPRISEN 2020

12-10-2019

Læseklubber skal kåre Danmarks bedste roman 

DR Romanprisen 2020

Vil du være med i en læseklub på Brønderslev Bibliotek?

Brønderslev Bibliotek deltager igen i år i DR Romanprisen hvor der skal findes tre finalister ud af seks nominerede og til det skal vi bruge læsere her i Brønderslev kommune. 

Så kunne du tænke dig at være med i en læseklub, som mødes fra december 2019- maj 2020 for at læse og diskutere de nominerede bøger, så er her chancen.

Vi mødes på Brønderslev Bibliotek seks tirsdage fra kl. 16-18 – datoerne er 3.december, 7. januar, 4. februar, 6. marts, 7. april og 5. maj. 

De første 3 bøger i læseklubben er blevet udvalgt og det drejer sig om:  december: ’De nærmeste’ af Lotte Kirkeby, januar: ’Ophav’ af Eva Tind og 
februar: ’Frank vender hjem’ af Kristian Foss Bang.
De sidste 3 romaner offentliggøres 1. december. 

Biblioteket skaffer bøgerne, du skal læse dem og være villig til at indgå i en debat om bøgerne alle seks tirsdage. 

Det er ikke en forudsætning at du har læst meget eller har kendskab til litteratur for at deltage. 

DR Romanprisen finder sted hvert år og her kåres årets bedste danske roman i DR Byen i maj 2020. 

Vinderen af Romanprisen 2019 blev Morten Pape ’Guds bedste børn’. 

De seks danske romaner er udvalgt i løbet af 2019, og skal først og fremmest være de mest interessante og helstøbte romaner der er udgivet i løbet af året. 

Der skeles ikke til salgstal eller anmeldelser, men de mest velskrevne, spændende, originale og debatskabende er udvalgt. 

Det er også vigtigt at romanerne er forskellige i genrer og kan give gode diskussioner om litteratur og romankunst for læserne. 

Læseklubberne udvælger tre kandidater ud af de seks, som skal med i finalen.

Udover diskussionen om månedens bog blandt læseklubberne på biblioteket, vil der også være omtale i DR’s programmer og på litteratursiden.dk.

Kontaktperson er Kirstine Grøngaard og tilmelding til hende skal ske senest 4. november på mail kirstine.grongaard@99454545.dk. 
Der bliver trukket lod om deltagelse blandt de tilmeldte, da læseklubben ikke skal overstige 10 medlemmer.

Ultimate Web A/S