Lokalradioerne i Brønderslev

HOLOCAUST PÅ FILM

09-01-2020

af Bjarne Axelsen (Radio 101,2 FM)

 

Auschwitzdagen markeres 27. januar

 

Holocaust på film

 

I anledning af Auschwitz-dagen vil Rasmus Falbe-Hansen, ved hjælp af filmklip fra Holocaustfilmens historie, fortælle om forskellige aspekter af Holocaust – fra forudsætningerne til selve udryddelsen – samtidig med at disse klip kan illustrere forskellige måder at fortælle historien på.

 

Holocaust og de mange ofre virker ufatteligt og ubegribeligt på os i dag, og Rasmus Falbe-Hansen vil vise hvordan folkene bag filmene har valgt at formidle de mange rædsler.

Det kan være de allieredes optagelser af kz-lejrenes ofre eller de nutidige spillefilm om Holocaust.

 

Auschwitz-dagen den 27. januar er Danmarks minde- og mærkedag for ofre for Holocaust og andre folkedrab og formålet er at bevare mindet om ofrene og sikre, at viden om historiens folkedrab bliver givet videre til yngre generationer.

 

Dagen er opkaldt efter den 27. januar 1945 hvor sovjetiske tropper befriede udryddelseslejren Auschwitz, der i perioden 1941-45 var åsted for mishandling og drab på mere end én million mennesker.

 

Den brutale historie har gjort Auschwitz til et centralt symbol på de lidelser, som totalitære regimer gennem tiden har udsat mennesker for.

 

 

Hvor og hvornår?

Brønderslev Bibliotek
Tirsdag den 4. februar 2020 klokken 13 til 15.
Gå ikke glip af et spændende og vedkommende emne.
Det er gratis at deltage, men tilmelding nødvendig.

 

Ultimate Web A/S