Lokalradioerne i Brønderslev

NOGET DER LIGNER....

15-11-2019

af Bjarne Axelsen - Radio 101,2 FM
 

Dyk ned i e-bøger, lydbøger m.m.

Mens vinden rusker i træerne og mørket trænger sig på, nyder mange danskere godt af det uendelige antal af tv-serier og film på forskellige streamingtjenester.

 

Nu sørger biblioteket for, at oplevelsen fortsætter, efter du har slukket for skærmen.

 

I uge 47 og 48 sætter Brønderslev Bibliotek sammen med alle nordjyske biblioteker fælles fokus på temaet ”Noget, der ligner…”.

 

Der er god mulighed for at dykke ned i både e-bøger, lydbøger og fysiske bøger, der minder om netop dine yndlings tv-serier og film.

 

Mange af vores brugere er glade for lyd- og e-bøger, men de nyder også at følge med i de store tv-serier.

 

Derfor er det oplagt at give inspiration til, hvilke bøger, der minder om nogle af de mest populære serier” uddyber Julie Nygaard Ehlers, Digital formidler på Brønderslev Bibliotek.

 

To gange hver uge kan du finde inspiration til gode læseoplevelser, der minder om de mest populære tv-serier og film.

 

I uge 47 kan du lade dig inspirere af ”Noget, der ligner din yndlingsserie” og ”Noget, der ligner Downton Abbey”.

 

Der findes rigtig mange gode tv-serier, og der dukker hele tiden nye op.

 

Brønderslev Bibliotek har sammen med gode partnere samlet en række digitale tilbud og en liste over nogle af tidens mest populære tv-serier – og bøger, der ligner.

 

Hvis du for eksempel er vild med tv-serien og den biografaktuelle film ’Downton Abbey’, har biblioteket samlet en række bøger om det engelske herskab og tjenestefolk, der i stemning og miljø minder om ’Downton Abbey’.

 

Imens diverse streamingtjenester konstant spytter nye serier ud, findes der også en masse gode danske tv-serier – nyere såvel som gamle kendinge.

 

Derfor kan du i uge 48 lade dig inspirere af bøger, der ligner danske tv-serier, som fx DR’s ’Rejseholdet’ eller TV2’s ’Badehotellet’ under overskriften ”Noget, der ligner danske tv-serier”.

 

Er du mere til fantasy kan du også finde inspiration til noget, der ligner serien ’His Dark Materials’, der havde premiere på HBO i starten af november, og som er baseret på Philip Pullmanns trilogi ’Det gyldne kompas’.

 

Sæt dig godt tilrette under et lunt tæppe i læselampens skær og nyd den hyggelige efterårsstemning med bøger, der minder om alle dine yndlings tv-serier og film.

 

Find din inspiration på biblioteks hjemmeside og Facebookside.

 

Ultimate Web A/S