Lokalradioerne i Brønderslev

VANDRETURE

01-08-2021

Motion til krop og sjæl

To repræsentanter fra Brønderslev Provstis Pilgrimsudvalg og Brønderslev Bibliotek inviterer på en række tankevandringer, hvor både krop og sjæl får motion.

Ideen er opstået i et samarbejde mellem med Eddy Marup, Susanne Kristensen og udviklingskonsulent Louise Eltved Krogsgård fra Brønderslev Bibliotek.

De er enige om, at tiden er perfekt til gåture og samvær, som både giver noget til krop og sjæl.

Derfor er der nu planlagt to gåture, og med mulighed for flere, hvis der er opbakning til turene.

Udviklingskonsulent Louise Eltved Krogsgård fortæller: ”Vi har på biblioteket haft stor succes med gåture, hvor litteraturen har været omdrejningspunktet for den gode samtale.

Da vi hørte at Eddy og Susanne havde planlagt en række pilgrimsture, synes vi det var oplagt med et samarbejde.

Eddy og Susanne laver ruterne og mine kollegaer og jeg fra biblioteket tilføjer så tekster og samtalekort, som giver gåturen et tema, vi fælles kan snakke om.

Den første tur er planlagt til den 9. august kl. 9.00 og begynder fra Stenum Kirke og slutter ved Tolstrup Kirke og ruten er ca. 5,5 km.

I kirken vil der blive læst en lille tekst op, alle deltagere får et kort med inspiration til samtale og herefter går vi afsted på turen.

Ved Tolstrup kirke vil der blive sunget en salme og herefter er der en fælles samtale om de tanker og snakke, turen, teksten og salmen har inspireret til.

Louise Eltved Krogsgård fortæller: ”Turen er for alle, der har lyst til at reflektere, gå en tur til ny inspiration og have en hyggelig formiddag.

Rent praktisk kan deltagerne overveje, hvis de følges med andre at stille en bil ved Tolstrup Kirke, da vi jo slutter turen der, men vi er flere, så vi håber det praktisk løser sig. Biblioteket vil være vært med en forfriskning i kirken efter endt tur.”

Det er ganske gratis at gå med og det kræver ikke tilmelding. Du/I møder bare op ved Stenum Kirke i gode gå-sko og tøj efter vejret. 
Projektet er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen.

Ultimate Web A/S