Lokalradioerne i Brønderslev

BRØNDERSLEVBOKSERE I KAMP

12-04-2026

Flot sejr til Felix Søe Garbøl 

Lørdag aften deltog Brønderslev Bokseklub i BK Pugilists boksestævne i Syvstenhallen med 3 boksere.

Brønderslev Bokseklub fik 1 sejr og 2 nederlag ved stævnet.

Vi havde nok håbet på noget mere, men bokserne gjorde det godt, også dem der tabte.

Sådan oplyser Erik Thrane fra Brønderslev Bokseklub til Brønderslev Nærradio.

Den første brønderslevbokser som skulle i ringen, var den 14 årige Felix Søe Garbøl.

Felix boksede sin kun tredje kamp mod Thor Eising fra FAK Århus. FAK Århus er en af Danmarks bedste bokseklubber og er kendt for sine meget dygtige boksere, og Thor var bestemt ingen undtagelse.

1. omgang blev en meget velbokset omgang, Århus bokseren angreb fra starten, men her mødte han en bokser fra Brønderslev som var parat til at tage imod ham. 

En fantastisk omgang med masser af god boksning fra begge boksere, men Felix taks sig ud af duellerne med et lille plus. 

Fra starten af anden omgang skruede Felix lige ekstra op for blusset og efter at hans modstander havde modtaget 2 stående tællinger sagde kamplederen stop og standsede kampen til fordel for Felix Søe som sejrede på rsc. 

Flot kamp af Felix som fortsætter sin fremgang, oplyser Erik Thrane fra Brønderslev Bokseklub.

Næste brønderslevbokser som skulle bokse var mellemvægtsbokseren Benjamin Ahm Krag, 17 år. 

Benjamin boksede en rigtig god første omgang mod Hjalte Lund, BK Pugilist, som han måske tabte ganske knebent, men begge boksere havde en masse gode slagudvekslinger, flot boksning fra begge boksere, men som sagt, et lille plus til Hjalte. 

2. omgang startede hvor 1. sluttede.

Begge boksere Ville fremad og i starten af omgangen blev Benjamin ramt af en serie hårde træffere og kamplederen talte over ham. 

Det lod ikke til at anfægte Benjamin, efter tællingen var han staks med i kampen igen, men da han igen modtog nogle hårde træffere til hovedet, valgte kamplederen igen at tælle over ham, hvorefter sekundanten Erik Thrane smed håndklædet i ringen. 

Benjamin var ikke rystet, men han er kun 17 år og det var kun hans anden kamp, så undertegnede valgte at passe på sin bokser i stedet for at risikere en knock out, udtaler Erik Thrane.

Sidste brønderslevbokser i ringen var den 18-årige mellemvægtsbokser Joakim Nørregaard. 

Joakim har bokset flere gode kampe op til stævnet og det gjorde han også lørdag aften i Syvstenhallen. 

Hans modstander fra BK Pugilist, Jan Jensen, havde ganske vist bokset 10 kampe mere end Joakim, men det rørte ikke Joakim. 

Lad det være sagt med det samme, det blev en mandfolkedyst. 

Begge boksere ville bokse, så det gjorde de. 

Efter 2 forrygende omgange, måtte Joakim i 3. omgang indkassere en advarsel for at dukke, og den blev måske udslagsgivende, i hvert tilfælde blev Jan udråbt som vinder med dommerstemmerne 3-0. 

Ingen sure miner fra brønderslevlejren, eftersom begge boksere boksede en flot kamp.

Et flot stævne af BK Pugilist, Frederikshavn med 17 kampe.

Det er der ikke mange i klubber i Danmark, der gør dem efter, udtaler Erik Thrane fra Brønderslev Bokseklub til Brønderslev Nærradio.

 

Ultimate Web A/S