Sommerturné kommer til Brønderslev
Brønderslev besøges den 22. maj.
Hver sommer tager Den Kongelige Opera på turné rundt i det danske sommerland og inviterer til gratis operakoncerter med nogle af landets bedste operasangere.
Turnéen finder sted i maj og august.
I maj kan de store stemmer opleves ved slotte, parker og hav rundt i Danmark – i Lunden i Silkeborg, Byparken i Vejle, Marienlyst Slot i Helsingør, Rhododendronparken i Brønderslev, Hald Hovedgaard i Viborg og Køge Marina.
Kongelig sommeropera er for alle - både helt garvede og passionerede operafans men også nybegyndere, der her kan opleve nogle af de allerstørste hits fra operaens verden og få en forsmag på den nye operasæson.
Årets program spænder fra Mozart, Verdi, Puccini og Massenet til Lehár og Johann Strauss – krydret med musicalklassikere af Bernstein og Lloyd Webber.
Der er blandt andet uddrag fra Mozarts Figaros bryllup, Verdis Macbeth, Puccinis La bohème, Massenets Werther og musicalen Evita.
Medvirkende ved koncerterne i maj er sopran Clara Cecilie Thomsen, mezzosopran Elisabeth Jansson, tenor Anders Kampmann og baryton Orhan Yildiz. Koncerterne præsenteres af konferencier Stine Rosengren og akkompagneres af pianisterne Leif Greibe og Ian Ryan (16. maj).
Sommerkoncerterne har, siden de begyndte for over 20 år siden, været et tilløbsstykke, hvor publikum i alle aldre nyder de gratis operakoncerter i det fri.
For mange mennesker er Kongelig sommeropera blevet en fast tradition, hvor tusindvis af publikummer mødes hvert år til gratis koncert i selskab med Den Kongelige Operas sangere.
Medvirkende
Clara Cecilie Thomsen, sopran
Elisabeth Jansson, mezzosopran
Anders Kampmann, tenor
Orhan Yildiz, baryton
Stine Rosengren, konferencier
Leif Greibe / Ian Ryan (16. maj), pianister
Maj 2026:
- 15. maj kl. 18 Lunden, Silkeborg
- 16. maj kl. 16 Byparken, Vejle
- 17. maj kl. 16 Marienlyst Slot
- 22. maj kl. 18 Rhododendronparken, Brønderslev
- 23. maj kl. 16 Hald Hovedgaard, Viborg
- 24. maj kl. 16 Køge Marina