Lokalradioerne i Brønderslev

LANDSMESTERSKABER I INDEFODBOLD

20-01-2020

af Bjarne Axelsen (Radio 101,2 FM)

BI sender rutineret hold til Løgumkloster

På billedet fra sidste års landsmesterskaber er det fra venstre, Lennart Bønnelykke, Robert Nielsen, Thomas Krog, Tommy Dahl (der i år er skadet) og Brian Thomasen.

 

Landsmesterskaber i indefodbold

BIs røde farver bliver igen i år repræsenteret, når landsmesterskaberne i indefodbold bliver afviklet den kommende weekend.

I Løgumkloster er et rutineret men veltrænet hold mænd klar til at kæmpe for at tage landsmesterskabet med hjem til Brønderslev.

"Endomondo er ved at brænde sammen så mange træningsaktiviteter tikker der i øjeblikket ind fra spillerne.

Forrige weekend var vi endda ude at spille fodbold. De U14-drenge, der spillede med var svært imponerede.

Det kan kun blive godt i år", fortæller en forhåbningsfuld spillende holdleder, Robert Nielsen. 

Det er fjerde år holdet fra Brønderslev er af sted, og resultaterne har de andre år været ganske pæne, selv om det sidste år ikke blev til medaljer.

"Vi har været de samme fem spillere af sted tre år i træk.

Det giver en god forståelse for hinanden både på og udenfor banen. Så der var ved at være i krise, da én fra truppen måtte melde afbud med en alvorlig skade.

Holdets alderspræsident, Lennart Bønnelykke, døjer med ryggen og holdets dynamo Thomas Krog har glasben. Det ville være risikabelt at stille til start i stævnet med kun fire spillere.

Da Lars Jørgensen spurgte om lov til at være med, sagde vi ja.

Så må vi se, i hvor høj grad, det bliver på bekostning af det flydende spil og de hurtige kombinationer", tilføjer holdlederen. 

Selv er Lars Jørgensen optimist.

"Det er skønt at kunne debutere i en alder, hvor jeg har rundet de 45 år. Jeg ved dog også, hvilket pres, der er på mig.

Går det skidt, ligger skylden på mine skuldre.

Alt ser lige nu lyst ud.

Når jeg ser på mine medspillere og træningsindsatsen, er jeg overbevist om, at det bliver en forrygende weekend, fastslår Lars Jørgensen.

"Jeg ser frem til en fantastisk weekend med en god kombination af sport og hygge. 

Ud over en masse god fodbold, håber jeg, at der som vanligt også tid til hygge, kortspil og fest", slutter holdets yngste, Brian Thomasen.

 

Ultimate Web A/S